Bogdesign

Hav og fjeld på bogomslag – færøsk bogdesign

28. november 2017

På to timer kan man komme med toget fra Kolding til København – eller med fly til Færøerne. Et stykke fjeld midt i Atlanterhavet som hører til Danmark, men slet ikke ligner resten af vores pandekageflade land. Og det kan man se på deres bogomslag.

Bókadeildin er en af de største færøske forlag, og udgiver primært bøger til børn og unge. De sendte mig en stak af deres nyeste udgivelser, og bad mig holde et foredrag om færøsk bogdesign og bogomslag generelt, som du får her i en forkortet version.

Turen til Færøerne var betalt af Bókadeildin, så det her indlæg er vel en slags sponsoreret indlæg, bortset fra, at de ikke har bestilt det. Men nu ved du det.

Det her er Færøerne.

Nedenfor er et udvalg af færøske bogomslag fra det seneste år. Kan du se et mønster?

bogomslag bogdesign færøerne

Nemlig.

De putter naturen på omslagene.

De farver der går oftest igen på omslagene er dem her.

bogomslag bogdesign færøerne

En af tilhørerne sagde, at det også er det landskab færøske børn tegner. Hvor de fleste danske børn nok tegner et hus i en have med et stakit, et træ og en flagstang, eller et lejlighedskompleks, så tegner færøske børn et hus med en horisont med fjeld, himmel og hav.

En grafiker bemærkede, at stort set alle færøske virksomheder har blå logoer. De er sjældent røde, eller andre mere hidsige farver, fordi “det passer bare ikke ind”.

To gode eksempler på naturen på omslagene er de her. Himmel, fjeld og hav i skøn forening. (Jeg aner ikke hvad bøgerne handler om, fordi jeg ikke fatter en hat af færøsk. Det var i sig selv sjovt at vurdere omslagene uden helt at være sikker på, hvilken genre de repræsenterede).

bogomslag bogdesign færøerne

Omslag af Lena Nicolajsen og Karin Maria Djurhuus.

Færingerne bruger i det hele taget blide farver. Der er ikke fyldt med lak, guld og glitter på omslagene, fordi de ikke skal råbe højt på en boghandlerhylde. Se fx disse to omslag, den ene skabt af skrald med en forsigtig typografi der ikke gør meget væsen af sig, og det andet der får lov at stå i håndtegnet sort/hvid.

bogomslag bogdesign færøerne

Omslag 1 af Edward Fuglø – nr. 2 er Tóroddur Poulsen.

Mange færøske omslag har illustrationer malet i hånden, med pensel, blæk og blyant. De fleste danske illustratorer er gået over til digitalt, og man kan godt efterligne penselstrøg ret livagtigt efterhånden. Den ægte vare ser bare mere, tjah – ægte ud.

bogomslag bogdesign færøerne

Omslag af Bárður Jákupsson, Sigrun Gunnarsdóttir og Edward Fuglø.

Typografien har også en gennemgående stil. Stort set alle omslag jeg så, havde titlen skrevet i versaler. Normalt skriver man med store bogstaver når man vil RÅBE og gøre sig BEMÆRKET. Der er bare noget ved den færøske typografi der ikke er så larmende som den burde være. Måske er det fordi, teksten ofte er sat i hvid, måske er det fordi, den oftere er i en regular (tynd) version af teksten fremfor en fed.

Der er enkelte omslag med røde bogstaver, men det er ikke mange.

bogomslag bogdesign færøerne

De fleste omslag benytter en grotesk (det er skrifter uden fødder), men der titter også en antikva frem her og der (det er dem med fødder).

Igen står de stort set altid i versaler og ofte i hvid. Skejer man ud, er man ovre i en meget konservativ blå.

bogomslag bogdesign færøerne

Det færøske alfabet har et bogstav det danske ikke har, det bløde ð (udtales edd) – et d med en streg over stammen.

Det er et utrolig fint bogstav. Den bløde bue som stammen laver er der ingen af de andre bogstaver der har. Det skaber variation i tekstbilledet, når den buen med tværstregen dukker op i teksten.

Måske er det fordi, ð er et eksotisk bogstav for mig, men havde jeg det til rådighed, ville jeg ikke skrive alle titler med versaler … 

bogomslag bogdesign færøerne

En af de få omslag jeg fandt med små bogstaver som også havde ð i titlen var denne. Selvfølgelig med et foto i atlanterhavs-afstemte farvetoner.

bogomslag bogdesign færøerne

Kender ikke designeren bag omslaget.

Du kan følge Bókadeild på Facebook og måske stadig fange mit foredrag her (det bliver fjernet på et tidspunkt).

Powered by Creative Market

Måske kan du også lide

Ingen kommentarer

Skriv et svar