Gestalten Space: Coralie Bickford-Smith

  • Post category:Events

Forlaget Gestalten har et knivskarpt blik for, hvad der rør sig på design- og arkitekturfronten. De har en butik i Berlin, som havde en udstilling om moderne bogdesign i forbindelse med udgivelsen af bogen Fully Booked.

Den britiske designer Coralie Bickford-Smith, som er designer på forlaget Penguin og hvis bøger var med på udstillingen, holdt et foredrag sammen med Gestaltens forelægger Robert Klanten, om bogens rolle i dag. Jeg var en sviptur (hvor kosmopolitisk) i Berlin, og sad med stor iver på yderste stolekant for at høre hvert et ord.

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

Nedenfor er mit forsøg på en gengivelse af foredraget – jeg har så vidt muligt prøvet at citere så korrekt som muligt, men eventuelle mystiske forståelsesfejl er helt sikkert mine.

Klassikerens genkomst

Bickford-Smiths største succes til dato, er lærredsindbundne udgaver af store klassikere: Austen, Dickens,  Brontë, Wilde osv, som bliver solgt verden over – også i USA, hvor Penguins amerikanske designafdeling ellers normalt står for alle omslag – og også har lavet deres egne omslag til de samme klassikere. Det var denne serie der var udgangspunktet for hendes foredrag, en opgave som startede med et re-design af H.C. Andersens eventyr.

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

Ifølge Bickford-Smith bruger man ikke  marketingkroner på klassikere hos Penguin, så salg af bogen afhænger rigtig meget af omslaget og kundens kendskab til forfatter og titel. De fleste af bøgerne findes desuden gratis online, så hvordan får man lige kunderne til at købe en rigtig bog med en tekst de bare kan hente gratis? (Penguin har dog ændret strategien om ikke at bruge penge på markedsføring af klassikere, for de markedsførte heftigt på alle sociale medier, da de udgav 100 klassikere i paperback med Bickford-Smiths design i 2012. Men det har nok noget at gøre med hardbackenes popularitet).

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

Bickford-Smith gik til opgaven med det dogme, at hun ville designe bøger, som folk ville beholde og holde af. Omslaget skulle fange nye læsere og samtidig imødekomme dem der allerede kender og elsker historierne. Her opstod idéen om et mønster på omslaget, med et bærende illustrativt element der henviser til noget i handlingen. Læsere der kender historien, vil fange hintet og føle sig kloge, og måske elske bogen endnu mere. Nye læsere fanger måske hintet når de har læst bogen og får der en ekstra treat. Der er fx flamingoer på Alice i Eventyrland, påfuglefjer på Dorian Grays billede og hvidløgsblomster på Dracula. Dracula er Bickford-Smiths egen favorit, bl.a. fordi hun fik lov til at lave gråt mønster på sort baggrund, som gør bogen næsten anonym på en hylde med andre farvestrålende bøger. Hun forestiller sig, at hvidløgsblomsterne er med til at holde Dracula inde i bogen.

Bogryggene betyder også noget

Da Bickford-Smith researchede, bemærkede hun, at de fleste klassiker-paperbacks ar ret kedelige bogrygge som  ligner hinanden når de står på rad og række i reolen. Derfor brugte hun næsten ligeså meget tid på at finpudse bogryggene som resten af omslaget, så bøgernene også er smukke og indbydende når de står i bogreolen.

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

At trykke på lærred var ikke uden problemer i produktionsfasen. Det var ikke alle farver der bandt lige godt, nogle smittede af, og måtte laves om, og desuden havde man ikke mere end 10-12 trykkerfarver og ca. 20 farver lærred at vælge imellem og da et andet dogme for serien er, at ingen bøger må have den samme farvekombination, skabte det yderligere benspænd. Der er pt. 43 bøger i serien – alle i forskellige farvekombinationer.

Penguins designafdeling

Penguins inhouse-designafdeling har været ledet af art director Jim Stoddart siden 2001, hvor han blev ansat til at få Penguin Classics-serien opfrisket, hvilket må siges at være lykkedes. Bogomslag fra hans team bliver nomineret til priser til højre og venstre. Bickford-Smith beskriver  processen hos Penguin ret humoristisk (og nok typisk): marketing og redaktører laver et brief til designeren  som kunne være: “bogen handler om Rusland, put noget russisk på forsiden”, som Stoddart leverer videre til designerne med en bemærkning om, at de ikke skal rette sig efter det og lave det de selv vil.

Ifølge Bickford-Smith lever man en beskyttet og priviligeret tilværelse som designer hos Penguin, hvor man slipper for at deale med marketing og forfattere, som normalt har deres egne idéer om hvad et godt bogomslag er.

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

Her indskød Klanten en lidt tør, bitter bemærkning om marketingafdelinger: har ét forlag udgivet én bog i en stil som sælger, kopierer resten af branchen den ofte nådes- og kritikløst, udfra en idé om, at hvis det virker for de andre, virker det også for dem. Det har alle dage været hans eget mantra for Gestalten ikke at gøre som alle de andre: “The important thing is not what you chose to do, but what you do not follow”.

Robert Klanten mener, at det slet ikke er slutbrugeren man designer til, men boghandleren, den fysiske boghandler som selv beslutter om bøgerne skal udstilles prominent i vinduet, eller gemmes væk på en hylde. Og her spiller det helt sikkert ind, hvis bogen fx har en lidt anden størrelse, eller om boghandleren kan lide bogens udseende.

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

En opblomstring indenfor bogdesign

En tilskuer spurgte, om Bickford-Smith, og de andre på Penguin, selv havde tænkt over, at bogomslag for ca. 10 år siden alle var ret ens og blodfattige, ´ i England, USA – men også resten af verden. Omtrent samtidig dukkede det ene gennemtænkte, nyskabende omslag efter det andet op fra USA og England. Ifølge Bickford-Smith tænkte man også over det på Penguin. De følte selv, at det bare kørte der ud af, efter at alting “had gone haywire” i 80’erne. Udover hende selv, er det kollegaen David Pearson hos Penguin, freelanceren Jonathan Gray (det er ham med det berømte omslag til “Utrolig højt og ekstremt tæt på”) og Chip Kidd i USA, der især har trukket det tunge læs med at skubbe bogdesign frem mod nye højder.

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

Klanten sammenligner bogbranchen med dengang man opfandt elektriciteten. Vi holdt ikke op med at bruge stearinlys fuldstændig, bare fordi Edison havde sparket liv i glødepæren, vi holdt bare op med at bruge stearinlys som primære lyskilde. Nu bliver de i stedet brugt til særlige lejligheder, og til at skabe stemning. Sådan vil det også blive for bogen: e-bogen tager det grove arbejde med leksika, fagbøger og opslagsbøger, og den fysiske bog vil blive samleobjekter.

Vi holdt ikke op med at bruge stearinlys fuldstændig, bare fordi Edison havde sparket liv i glødepæren, vi holdt bare op med at bruge stearinlys som primære lyskilde. Nu bliver de i stedet brugt til særlige lejligheder, og til at skabe stemning. Sådan vil det også blive for bogen

Det var hele turen værd

Udover et underholdende foredrag om en bogdesigners arbejdsproces, blev jeg også bekræftet i min teori om, at fysiske bøger sagtens stadig kan sælge. Færre titler og mindre oplag, den vej går det nok, men én af de ting der kan hjælpe med salget, er at man som forlag bruger mere tid på at tænke over bogens udstyr: et veldesignet omslag, produktion af høj kvalitet i anderledes materiale, med specielle trykkemetoder. At man fx målretter sig mod feinschmeckere som elsker den fysiske oplevelse af at have en bog i hånden mens man læser og ligeså meget nyder at se på den i deres bogreol.

Hør Coralie Bickford-Smith fortælle om sine designs her:

Fully Booked på Gestalten Space i Berlin · Foredrag med Coralie Bickford-Smith

Bogen Fully Booked kan desuden anbefales til enhver bogdesign-fan.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.