Karla og Splyff – historien om et CD-cover

Jeg var den grafiske blæksprutte på Ulla Abdullas CocoBongoBands tredje CD med en musikalsk fortælling. Pia Thaulov tegner de fabulerende illustrationer, fotograf Steen Knarberg har taget fotos og jeg stod for layout og redigering af begge dele til CD og plakat.

Musik for de mindste

Ulla Abdullas CocoBongoBand spiller musik for de mindste, i samme tradition som fx Cirkeline og Jungledyret Hugo, i genrerne jazz, bossanova, funk og pop. De har lavet tre musikalske koncertfortællinger, og spillet flere hundrede koncerter på biblioteker, kulturhuse, festivaler og skoler. Forsanger Ulla Britt Simonsen er fortælleren som inddrager børnene i historien, hvor de møder farverige figurer, som spilles af de tre andre bandmedlemmer, Jens Ulrik Simonsen på trommer, Jacob Brandt Jensen på bas og Lasse Kjærulf Andersen på guitar.

CocoBongo har helt fra starten brugt Pia Taulovs farverige illustrationer som passer perfekt til musikken. Deres første fotograf fandt på at kombinere fotos af bandet i udklædning med Pias tegninger og det var denne stil der udgjorde CocoBongos visuelle brand da jeg kom ind i billedet til deres tredhe CD. Til Karla og Splyff har Steen Knarberg taget alle fotografier.

Typograferet CD-cover

Jeg var den kreative lim og organisatoriske blæksprutte som har stået for at samle fotos og illustrationer og layoute CD-cover og plakat til Karla og Splyff, Det er en skidesjov proces, fordi vi er så mange mennesker, med hver vores kompetenceområde og arbejdsmetoder, der skal samarbejde.

Alle cd'er jeg har arbejdet på til bandet.
Alle cd’er jeg har arbejdet på til bandet.

Arbejdsproces

Omstændig og detaljeret planlægning er kodeordene inden illustrator og fotograf går i gang. Hvis jeg ikke kan få fotografierne til at fungere troværdigt sammen med illustrationerne, skal vi starte forfra, hvilket er tidskrævende og dyrt, så der diskuteres og planlægges en del, inden nogen overhovedet løfter en pensel eller et kamera.

Først mødes jeg med bandet som fortæller historien i grove træk (det foregår gerne med indlagte sangbidder, sjove stemmer og fagter), og vi snakker om mulige idéer til plakaten og hvilke elementer de selv gerne vil have med. I Karla og Splyff spiller en rumscooter en ret essentiel rolle. Bandet forestillede sig den som en rum-udgave af en gammel Vespa og vi blev ret hurtige enige om, at den skulle med på plakaten. Alle fire bandmedlemmer skal også være på plakaten i kostume, så vi endte ret hurtigt med, at de alle fire skal sidde på vespaen.

Workshop med Ulla Abdullas Cocobongoband
Workshop med Ulla Abdullas Cocobongoband

Jeg tegnede miniatureskitser for at få en idé om komposition og sørger for, at der er plads til logo og titel. Vi talte meget om, hvordan personerne skal placeres i forhold til hinanden og hvordan de skal agere på billederne.

Rumdrengen Splyff styrer Vespaen og Karla skal sidde lige bag ham, de er hovedpersonerne, bedste venner og dem, som børnene skal identificere sig med. Operasangeren Octahvinia er hjælperen i kampen mod den onde Zozumann så hun sidder som nummer tre. Eftersom Zozumann er en sur, bitter mand, får han lov at sidde på kanten af scooteren med ryggen til de andre – han gider nemlig ikke rigtig være der.

Når grundidéen er på plads, mødes band, fotograf, illustrator og jeg for at aftale de sidste detaljer. Det springende punkt med en plakat som denne er, at fotografen får taget billederne af bandet så deres ansigter og krop vender den samme vej som illustratoren tegner dem. Pia har en levende tegnestil og fordi hendes stil er så impulsiv og fabulerende kræver det en helt del af fotograf Steen. Pia laver en løs skitse, som blandt viser blikretning, som Steen tager med i fotostudiet og som Pia følger når hun tegner den færdige illustration.

Fotosession

Bandet sminkes og styles i deres roller og Steen fotograferer en masse forskellige stillinger med små variationer i vinkel og ansigtsudtryk, mens Pia går i krig med tegneriet.

Fotosession
Bandet fotograferes foran en blå baggrund, hvilket ikke er tilfældigt. Vi aftalte på forhånd, at baggrunden på plakaten skulle være blågrøn, fordi de er ude i rummet. Se flere fotos fra fotosessionen på Coco Bongos Facebookside.

Det spændende for mig kommer, når jeg får den færdige illustration og de uredigerede billeder: kan jeg finde fire billeder af bandet som kan passe sammen på Pias plakat? Der er mange hensyn at tage: bandmedlemmerne skal kigge den rigtige vej, for selvom det er fotografier på tegnede kroppe, og det er urealistisk i sig selv , skal der stadig være logik i, hvordan hovederne er placeret på kroppen.

Mens jeg photoshopper det ene billede efter det andet ind på Pias illustration, leder jeg også efter de fotografier hvor personernes ansigtsudtryk er bedst og afspejler de roller de spiller. Efter et længere puslespilsarbejde har jeg fundet fire gode fotos, som Steen redigerer færdigt. Herefter begynder jeg for alvor at manipulere med fotos og illustration

Plakat og fotos
Til ven­stre: orig­i­nalplakaten som Pia har malet – til højre er to af Steens fotos, helt uredigerede.

Den følsomme del af processen går ud på at få fotos og illustration til at glide relativt usynligt over i hinanden omkring hals og krave. Operadivaen har desuden en tegnet hånd der holder fast om den fotograferede hat (som bl.a. var lavet af gennemsigtigt cellofan, en af de mere hårudrivende udfordringer når man skal fritlægge fotos). Efter en del timers flueknepperi og fotoredigering ser det færdige resultat sådan her ud:

Den færdige plakat.
Den færdige plakat.

Ovenpå arbejdet med plakaten er CD-omslaget nærmest en leg. Jeg scanner alle Pias tegninger ind og forlænger baggrunden hist og pist, så jeg får større frihed (og mere plads) til at placere teksten til den enkelte sang. Det går dog nemt og smertefrit, for Pia har komponeret sine tegninger, så der er god plads til teksten.

Med Spotify, iTunes osv. i de fleste hjem, bliver der ikke lavet mange CD-omslag længere og slet ikke bookletter på 24 sider. Bookletten her har næsten karakter af en billedbog og det er også det, jeg gerne vil have den skal være. CD’er spiller stadig en stor rolle hos bandets målgruppe, som er børn fra 3-10 år. De kan stadig godt lide at få en rigtig CD eller plakat med hjem fra koncerten og jeg kan godt lide tanken om, at de kan tage bookletten frem og synge med på sangene sammen med mor og far.

Booklet og CD
Booklet og CD

Den færdige CD frisk fra trykken klar til at tage med på tourné.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.