17 rejsetips til Paris du ikke må gå glip af

  • Post category:Events

I september holdt jeg en uges ferie i Paris. En uge med rødvin, ost  og gåture af snævre gader på lune sommeraftener kan anbefales. På Google Maps har jeg plottet de restauranter, seværdigheder og butikker som gjorde indtryk på mig. Resten af indlægget handler om de bedste af de steder.

Boghandlere

Der er vist få steder i verden der har så mange boghandlere, som Paris. Franske, en hel del med engelske og adskillige som er specialiseret i designbøger.

1. Artazart

Artazart har den største samling af designbøger jeg har set! De har også en omfangsrig samling af kreative og smukke franske børnebøger, forhandler Freitag-tasker og japanske polaroidkameraer. De har også det franske børneopgaveblad, Georges, og en samling små udgivelser og zines fra diverse kunstnere og illustratorer.

83 Quai de Valmy · www.artazart.com

art-bookstore-boghandel-paris-canal-martin

2. I Love My Blender

I Love My Blender har børnebøger og bøger fra fra bl.a. Chronicle Books og franske forlag som gør sig i bøger af den skæve slags. Stort udvalg af notesbøger, postkort og lykønskningskort.

36 Rue du Temple · www.ilovemyblender.fr

i-love-my-blender

3. Ofr

Hyggelig, smårodet designboghandel som duftede af lavendellys og læderet fra designertasker som de også sælger.

Rue Dupetit-Thouars

ofr

4. Shakespeare & Co.

Ikke til at komme uden om, hvis du er bare det mindste interesseret i bøger. Nye og antikvariske engelske bøger står side om side på de tætpakkede reoler. Stort udvalg af klassikere i mange inkarnationer. Butikken er en labyrint af små snævre rum med bøger fra gulv til loft.

Det er ikke den boghandel som Hemingway og Fitzgerald besøgte i 30’erne, men dens re-inkarnation, men det er lige meget: Det er et sted der hædrer historie og læsning, bogelskerens Mekka. På 1. salen er der børnebøger og bøger fra det udlånsbibliotek som ejeren af den originale S&Co, Sylvia Beach, stod for.

37 Rue de la Bucherie · www.shakespeareandcompany.com

shakespeare-og-co-paris-boeger-boghandel

Papirbutikker

Paris har en hel del papirforretninger. Jeg så ikke mange postkasser, men det virker som om, det stadig er en nation der skriver breve.

5. Mélodies Graphique

En butik for kalligrafi-aficionados. Her er penneskafter, pennehoveder, trækpapir og specialpapir. I samme gade ligger også  Calligrane og Papier + som begge forhandler papir og notesbøger af høj kvalitet.

10 Rue du Pont Louis-Philippe

papirforretning-shopping-paris

6. Calligrane

Brevpapir og notesbøger med tykt, cremefarvet, elegant papir. Obs! Åbner først kl. 12.

6 Rue du Pont Louis-Philippe calligrane.fr

7. Papier Plus

Notesbøger og brevpapir i lange baner.

9 Rue du Pont Louis-Philippe www.papierplus.com

8. Art du Papier

Hvis du er sådan en, der laver dine egne indbydelser, er det her butikken. De har brevpapir i tykt, lækkert papir og små filigrandimser og andet pynt man kan klistre på. Også mønstret papir i ark.

48 Rue Vavin og 197 Boulevard Voltaire www.artdupapier.com

9. Charactere

Jeg har fået den beskrevet som the Manolo of papershops.

Rue Mesnil, Paris, France www.caractere-france.com

10. Muji

Det japanske mærke MUJI som er kendt for deres minimalistiske kontorartikler. Farlig for dankortet. Forum Des Halles samt fire andre steder i byen muji.fr

11. Tout Noté

Papirhandel med kontorartikler, notesbøger m.m.

35 Rue Jussieu Tout Note

Alt det andet

Det var papir- og boghandlere – så er der resten!

12. Antoine et Lili

Antoine et Lili ligger flere steder i Paris, men denne er vist den største. Tre butikker med henholdvis en gul, en pink og en lysegrøn facade, som har interiør, legetøj og dametøj. Interiøret er i pangfarver og plastic (tænk Rice og alt der minder om det) og dametøjet er lækker kvalitet, originalt – og dyrt. Stilen er farverig og kreativ og meget fransk! Butikkerne er værd at besøge for det gennemførte koncept.

95 Quai de Valmy · www.antoineetlili.com

antoine-lily

13. Petit Pan

Hvis du kender nogen der syr patchwork, så køb en stak stoffer med til dem fra Petit Pan. Ifølge min patchwork-syende svigermor fås mønstre som dette ikke i Danmark. De havde stykker på 50 x 70 cm til 4,5 euro. Petit Pan har to butikker i samme gade, hvor ene har metervarer, knapper og bånd og den anden har babytøj, sengetøj og legetøj syet af metervarerne.

39 Rue François Miron · www.petitpan.com

stofforretning-diy-shopping-paris

14. l’Orangerie og Tuilerierne

L’Orangerie er et lille museum hvis største attraktion er otte af Monets enorme åkandebilleder. De alene er værd at besøge museet for. De hænger i ovale rum i præcis det lys Monet selv havde tænkt sig og det er en overvældende sanseoplevelse at lade sig opsluge af dem. I kælderen er en samling af malerier af Picasso, Renoir, Pissaro m.fl. Gå fx en tur herind efter en tur gennem Jardin des Tuileries.

15. Jardin du Luxembourg

Hvis du kan lide at tegne, er der velegnede motiver i form af græske statuer i Luxembourghaven. Der er tennisbaner, legeplads og en stor sø i midten hvor man kan sejle med legetøjsbåde. Søen er omkranset af staudebede i alle farver og der er rigeligt med stole så man kan nyde stilheden og kigge på mennesker.

16. Sacre Ceour

Et andet sted at finde gode tegnemotiver er på Montmartre, foran Sacre Ceour. Her kommer alle slags turister: de kinesiske turistgrupper, smart klædte asiatiske studerende, amerikanske midaldrende par på den store Europa-rundrejse og ivrige børnefamilier. Ideelt sted at tegne mennesker. Desuden en fin kirke som er helt anderledes end den spidse Saint-Sulpice og den store Notre Dame. Udsigten over Paris er fantastisk, især på en klar dag ved solnedgang.

17. Canal Saint Martin

Endnu et godt sted at tegne: Her er især studerende og de parisiske svar på hipsteren, bourgeoisie-bohemes. Kanalen og de små bygninger og snævre gader er gode hvis du vil øve landskab og perspektiv! Et helt anderledes kvarter end centrum og området omkring Seinen. Mere urbant og afslappet. I godt vejr sidder pariserne langs bredden og nyder et glas vin.

Du kan se alle adresserne, samt en hel del flere til fx restauranter på dette Google Map.

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Jonas

    Paris – skønne skønne Paris. Jeg længes helt efter de små gader og alle de små caféer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.