Bogdesign

3 (slidte) modeluner på bogomslag du skal undgå

4. juli 2017

Når en bog hitter, går der ikke længe, før det vælter frem med bøger der har et omslag der ligner. Det er der en god grund til: Vi mennesker kan godt lide at føle sig trygge, og og det bliver vi af ting der ligner noget vi kender.

Sådan kan en visuel detalje fra et omslag der sælger, blive en trend. Men trends bliver nemt til slidte klichéer. Hvor det første omslag var nyskabende, kan efterlignerne være af meget varierende kvalitet. Et godt omslag understøtter bl.a. bogens stemning og indhold og henvender sig til målgruppen. Et dårligt omslag er lavet uden at skele til ret meget andet, end hvad grafikeren/redaktøren følte for den tirsdag.

1. Er der kød på dit omslag?

Laksefarvet, lyserød eller slet og ret: Kødfarvet. Den sarte farve har været in i et stykke tid og er fortsat et bogomslagsfavorit. Farven bliver brugt til at udstråle vidt forskellige ting. I den litterære ender finder vi laksen på Stephanie Danlers Sødbitter hvor den er en blanding af en sukkersød lyserød og bitter gul (et fremragende omslag som ikke er dansk). I den anden ende af spekteret ligger kærlighedsromancer som Magisk karma af Alexandra Potter og Jordbærpigen af Lisa Strømme. Sidstnævnte hører til i den kategori af omslag, hvor intet er overladt til fantasien. Et omslag med en rødhåret pige i en rødkjole … som hedder jordbærpigen? Tjah. Helt modsat er Signe Maxens Sort galde hvor modsætningen mellem titlen og den sarte farve netop sætter fantasien i gang.

Jeg har desuden et ømt punkt for paperbackudgaven af Truman Capotes Holly som er fremragende rent typografisk. Skriften Estilo er moderne, men har liiige de der touches af noget 40’er elegance.

2. Tænk ud af boksen

At smide teksten i en boks og putte den ovenpå noget semi-abstrakt mønster er ikke en ny idé. Det kan også sagtens være en god idé, og nogle af disse omslag er fine i deres egen ret – hvem elsker ikke et godt mønster. Ulvekvinten er vellykket og baggrundsbilledet på Fay Weldons udvalgte noveller er også smukt.

Problemet er bare, at omslagene kommer til at ligne hinanden. Jeg havde spottet flere af disse omslag hist og pist, og troede at et forlag havde startet en ny serie, fordi det i den grad ligner et seriepræg (det er det trick der bruges på Gyldendals klassikerserie). Det er bare ikke serier, men individuelle titler.

Anne fra Grønnebakken er en af mine yndlingsserier og den trænger i den grad til et nyt omslag til en ny generation. Det er skønt, at Høst & Søn genudgiver, men jeg ville ønske, at de havde ladet en rigtig designer give den et forsøg, i stedet for at gå på jagt hos stockbureauerne efter rødhårede piger. Toppet af med bokse, bliver det en virkelig kønsløs omgang.

Grunden til jeg har dem med, er for at vise, at bokse i meget høj grad signalerer seriepræg. Så: Pas på med de bokse på individuelle titler.

3. Lag på lag på lag

Først kom Alt det lys vi ikke ser og sidenhen Det var så den vinter og pludselig kunne man ikke sparke sig frem for omslag med titlen skrevet med groteske skrifter i flere lag.

Måske er denne trend ligeså meget et udslag af, at vi bruger vores mobiler så meget. Det er nemmere at læse titlen på et lillebitte omslag, hvis den står skrevet med kæmpe tekst. Men prøv at forestille dig, at de to omslag kun havde billede og ikke tekst: De ville stadig være utrolig nemme at genkende. Så stor typografi er ikke nødvendigt, hvis det visuelle er stærkt nok.

Alligevel sprang det frem med copycats.

Først kom endnu en Doerr-roman Noget om Grace. Her giver det mening, fordi det er samme forfatter. Man forsøger at lave noget visuel genkendelighed. Men så dukkede der titel på titel op.

Måske er det bare et tilfælde, med al den store typografi (krimier har længe brugt det), men kors i hytten, hvor er jeg træt af gigantiske typer der ikke gør noget. Som en kedelig stabelstol fra IKEA. Den opfylder en funktion men der er stort set ingen form – eller historiefortælling.

På Den usynlige mand fra Salem har man i det mindste forsøgt at gøre teksten lidt usynlig ved at lade den glide ud i baggrunden, men resten af titlerne er bare tekst smækket ovenpå et baggrundsbillede.

Hvad bliver de næste trends?

Trends kommer og trends går, og det er sjovt at gætte på, hvad de næste bliver. Når folk derude har fået laksefarvet ud af systemet, kan det være at nogle af disse farvepaletter tager over.

I love Dick og Sæt og match er begge versionerede udgaver af de originale omslag. Begge har en effektiv farvepalette med en klar grøn og en modsvarende lyserød. Grøn er generelt ikke særlig brugt på danske omslag, så vil man skille sig ud, kan man med fordel bruge grøn.

En boghandler har engang fortalt mig, at grønne omslag sælger virkelig dårligt. Hun vidste ikke hvorfor, men det gjorde de bare. Lad endelig høre, hvis du er boghandler og har den samme oplevelse.

Dødens mærker og Den usynlige Ivan Isaenko dukkede op lige efter hinanden da jeg osede på Saxo. Kort efter fes 1001 nats eventyr ind i feedet. Et tilfælde? Højst sandsynligt. Det kan også være at vi lige om lidt bliver oversvømmet af natteblå omslag med gyldne stjerner på.

Ingen kommentarer

Skriv et svar