Matador er kendt for sin historiske akkuratesse. Den er også gennemført på alle andre steder end det typografiske.

Jeg elsker Matador. Det er en helt fantastisk serie, og kostumer og kulisser er uden sidestykke indenfor dansk drama.

Chefrekvisitør Magnus Magnusson gjorde et kæmpe stykke arbejde med at skaffe de mange tidstypiske genstande vi ser på skærmen. Det er helt med vilje, at Kresten Skjern indretter sig i funkis-stil og at Elisabeth har et helt andet testel end sin søster Maude.

Så jeg tager hatten af, for Matadors detaljerigdom, og den omtanke folkene bag har lagt i den. For de har tænkt på alt – næsten.

Det er rent gætværk, men jeg er ret sikker på, at de dygtige filmfolk overså en enkelt detalje da de byggede Korsbæk: Typografien. Midt i min begejstring over at gense serien for første gang i 20 år, røg mit ene øjenbryn undrende i vejret. Kostumer og rekvisitter er gennemførte, men typografien halter ret mange steder – så det må vi straks se på.

Når jeg om lidt begynder at diskutere de typografiske detaljer i Matadors første tre afsnit ned i detaljer så små, at de kun kan ses med lup, er det altså ikke fordi jeg vil finde fejl. Jeg elsker bare at nørde typografi (selvom det er en folkesport at finde fejl i Matador).

Introen til Matador er med 70’ernes Comic Sans

Når den kendte lyd af et ustemt klaver ledsager Arne Ungermanns fine tegninger, er det med tekster sat med skriften Souvenir.

Souvenir er tegnet i 1914 af amerikanske Morris Fuller Benton som fandt sin inspiration i art nouveau, som fandt sin æstetik i naturens organiske former. Både Arnesens butik og lejlighed er indrettet i art nouveau-stil, tunge træmøbler med mange detaljer og snirkel-snørkler.

Art nouveau er i Danmark kendt under navnet skønvirkestil. Det var in fra ca. 1890-1910, så stilen har været temmelig gammeldags i 1929, men Arnesen har nok ikke ændret ved indretningen, siden han overtog butikken fra sin far.

I 20-30'erne sværgede alle firstmoverne til art deco, hvilket ses på Vicki Arnesens tøj og ikke mindst hendes The Great Gatsby-venner i flapper-kjoler.

Tilbage til Souvenir. Jeg tror ikke at skriftvalget til introen er specielt bevidst. I 1970 opdaterede designeren Ed Bengiuat den, og den blev frygtelig populær i 1970'erne. Den blev brugt alle vegne, på pladeomslag, bøger, skilte – alle steder. Den blev brugt så meget, at det blev for meget. Få designere har brugt den siden, og hvis man gør, så giver det automatisk noget 70'er stemning.

I dag er Souvenir en udskældt skrift, der af mange betragtes som kikset og næsten ligeså slem som Comic Sans (EDIT: 70'er skrifterne har været på vej frem i især amerikansk grafisk design fra 2020 og frem). Der er altså en vis sandsynlighed for, at Matador-holdet har valgt Souvenir, alene fordi den var alle steder.

Velkommen til Korsbæk

En af de vigtigste steder i Matador er stationen. Som i alle andre byer prydes stationsbygningen af et byskilt der ser håndmalet ud. Se fx o’ets varierende stregtykkelse. Men i 1929 var stationsskilte som dette fremstillet maskinelt – man var begyndt at ensrette skilte fra det offentlige.

Men en ting er, at det er håndmalet. Skrifttypen er ikke den skrift DSBs skilte brugte, hverken i 1920'erne eller 1970'erne.

Rekvisitøren har heller ikke været opmærksom på, at mime et typisk vejskilt. Man har fx altid godt med luft mellem bogstaverne på vejskilte, fordi det gør, at man nemmere kan læse dem på afstand.

Jeg kan ikke umiddelbart finde ud af hvilken skrift det faktisk er, men stilmæssigt hører den ikke hjemme i 20'erne. I 1929 burde skiltet have set helt anderledes ud. Det kunne meget vel have lignet dette skilt fra Hvalsø.

Men det er også underligt, at skiltet heller ikke ligner stationsskilte fra 1970'erne – det ville trods alt give mening. Lidt hurtig Google-research, og straks hittede jeg en side lavet af tognørder. Tognørder er nogle fremragende nørder, for de er detaljeorienterede udover det usædvanlige.

Og nu bliver det altså langhåret.

I 1932 fik Danmark et regelsæt for hvordan stationsskilte skulle se ud. Hvide med røde bogstaver og en rød kant – som skiltet faktisk har. Men teksten skulle stå i versaler og sættes med en dansk variant af skriften Johnston som blev designet i 1913 til de engelske statsbaner.

Men Korsbæk-skiltet er ikke sat med hverken versaler eller Johnston – men designet ligner. Det giver jo næppe mening, at Korsbæk havde et stationsskilt der næsten ligner noget der følger et reglement der endnu ikke er vedtaget ...

Hvis nu Korsbæk alligevel havde været på forkant, så skulle skiltet jo være sat versaler og der skulle være mere afstand mellem bogstaverne. Det var først langt senere, at man begyndte at skrive stationsnavne med små og store bogstaver – men stadig med større mellemrum mellem bogstaverne.

Så alt andet lige er stationsskiltet skrupforkert på flere planer. Jeg vil gætte på, at man har kigget på skilte der har hængt på stationer i 70'erne hvor serien blev optaget, og ingen har skænket en tanke, at de ikke så sådan ud 40 år før.

Skiltemaleren Fede og Mads Skjerns fjollede logo

Fra stationen vandrer vi ned af Algade. Her bor bankdirektør Varnæs lige overfor Sadelmagerens hus. Facadeskiltet her er håndmalet i en skrift der er meget tidstypisk.

Bemærk det lille "g", men en kort hale der ikke lukker helt. Det kaldes blandt skriftdesignere for det danske g. De skarpe seriffer og de runde terminaler på fx "a" og "e" er også typisk typografi fra omkring århundredeskiftet.

Så køber Mads Skjern huset og åbner Tøjhuset.

Meget kan man sige om logoet, og det vil jeg også gøre, men Tøjhuset har faktisk en visuel identitet.

Logo går igen i avisannoncer, på æsker og på facaden. Gennemført!

Men det logo, ikke?

Mads Skjerns butik er grundlæggende 1930'ernes udgave af Tøj og Sko, der bringer stangtøj ud til folket, så man er nok gået efter, at lave et logo der så imødekommende og hverdagsagtigt ud. De krøllede terminaler og de skæve linjer er dog for upolerede, næsten barnlige, i deres udtryk, men det er værre, at det ikke er tidstypisk. Stilen passer ikke med 1920'erne og 30'ernes Danmark.

Damernes ret sjuskede magasin

Hos Damernes Magasin, byens fineste manufakturhandler, der bryster sig af nyeste mode fra Paris, er der også rod i typografien. Typografien på facaden er malet med vidt forskellige skrifter. Nogle af dem giver stilmæssigt god mening, fx skriveskriften på skiltene ved døren og til dels også den på det store facadeskilt, mens andre er mere kluntede.

(Bemærk, skiltemaleren herunder er ikke Fede – han har et meget nydeligt overskæg! I hånden har han en målestav, et skiltemalerværktøj, så ham her er nok en rigtig skiltemaler.)

Stilmæssigt er skriften på vinduet kluntet, i forhold til de andre mere elegante skrifter på facaden. Det er værre, at den er klodset malet. Bogstaverne er vind og skæve og stregtykkelserne sejler rundt. Især det store M er ikke særlig kønt.

Den efterligner ellers en tidstypisk skrift, men hele udtrykket er stadig kluntet.

Arnesens fald fra tinderne var dog nok sket, uanset hvor god en typografi han havde haft på sine vinduer.

De Konservative er virkelig forud for deres tid

Korsbæks samlingssted er Postgaarden. Da Jørgen Varnæs stiller op som konservativ folketingskandidat, er det selvfølgelig her, han holder sit vælgermøde.

Plakaten er sat med en ukendt sans-serif skrift (EDIT: Tidligere angav jeg, at skriften var Helvetica – det er det ikke), men som muligvis er et gnubbeark fra Letraset (ikke min viden men Erik Fischers i en vældig interessant diskussion om plakaten på Facebook.)

Det siger sig selv, at man ikke havde gnubbeark i 1930'erne (et gnubbeark er en slags klistermærker hvor man gnubber dem på papiret med en hård genstand). En plakat som denne ville i 1930'erne være fremstillet med bly- og trætyper – og det ville se anderledes ud.

En anden, og mindst ligeså væsentlig detalje er, at man før 1948 skrev alle navneord med stort. Det har regissøren bag plakaten også lykkeligt glemt, (Tak til Anne-Marie Bertelsen for den detalje).

Postgaardens logo er dog ganske nydeligt og tidstypisk – den ros skal de have.

Når det så er sagt ... Matador styrer

Skrifttyper er desværre en af de ting der bliver glemt i film- og tv-produktion, i 70'erne, såvel som nu.

Men det ændrer ikke ved at Matador er fantastisk, og det er den uanset mærkelige logoer og kluntet skilteskrift.

Hvis du er fan af typografi, eller bare godt kan lide gamle skrifttyper, så følg mig på Instagram. Her dyrker jeg gamle bogomslag og ældre, dansk typografi. Nørd for fuld skrue.