Der er et et dogme blandt bogdesignere om, at hvis man har en person på omslaget, så skal man ikke vise ansigtet for tydeligt. Læseren skal kunne se sig selv i personen og placere sig selv i situationen. Det er svært, hvis personen er for specifik.
Jo mere man kan se af genkendelige træk, især øjnene, jo mere vil man ofte billedbehandle eller manipulere.
En måde at undgå den udfordring er at lave tegne en illustration i stedet for at bruge et foto.
En illustration:
- har den fordel, at man fx kan undlade øjne helt. Hvis man bortretoucherer øjne fra et foto skal der være en mening med det, for det ser straks uhyggeligt ud. Det sker ikke med en illustration.
- kan kondensere en person helt ned til enkelte ansigtstræk. Den kan med få kurver definere en frisure og med enkle linjer vise en krop.
- giver muligheder for at lege med farver og tekstur.
- giver bedre mulighed for at få illustration og typografi til at arbejde sammen.
Gid forlagene gad kreditere ...
Desværre er det kropumuligt at støve op, hvem der står bag danske bogomslag, medmindre man står med bøgerne i hånden. De fleste forlag skriver vægge op og stolpe ned om sidetal og format, men glemmer at kreditere den person der gør deres produkter salgbare (grrr!).
Hvis du kender designeren bag de omslag der ikke er krediteret, så skriv det gerne i kommentarfeltet.
Lad os starte med Louise Brandt Overgaards omslag til Simone de Beavoirs De uadskillige og Harvey Macauleys ditto til Heidi Kølle Andersens En rigtig dame .
Lyserød har endelig fået tilkæmpet sig en plads som en kulør der kan bruges på andet end kønsstereotypt legetøj til piger, og farven går igen på næsten alle omslag (!).
Desuden er næsten alle personer på danske bøger hvide (hvilket forklarer meget af det lyserøde/grisefarvede).
Der er også en overvægt af personer med solbriller, en snedig måde at vise øjne på, uden at vise dem.
Som her, Thit Thyrrings eminente omslag til genudgivelser af Lotte Kaa Andersens tre romaner.
Og her, Zahra Pedersens roste Ti kameler for Ameera (en af de få omslag med en brun person på forsiden!) og Jakob Weiss' Diva Min.
Ikke alle omslag er lyserøde og der er enkelte med en mand på forsiden.
Når den lyserøde forsvinder, så bliver farverne generelt dæmpede, ser det ud til.
Her Af alle nætter Hans Jørn Østerby og Tæl til ti af Stine Heynes.
Personerne bliver ofte vist i closeups, eller tæt beskårede – med undtagelser (det er der altid). Hele kroppen kan nemlig også få lov at være med.
Simon Lilholt står bag Michael Enggaards Efterhånden mulighed for sol (det ser personen ud til at trænge til), Dansk kvindesamfunds historie gennem 40 år af Gyrithe Lemche, hvor personen endda har øjne (jeg kunne ønske, at personen så mere krigerisk ud og rent faktisk råbte, eftersom hun står med en megafon) og Cecilie Grønlunds Døgnåben hvor personen er helt gemt bag sin gule paraply – det omslag er lavet af Helle Jensen.
Nu dukkede det lyserøde op igen og vi finder det også i de her to omslag, hvor personen endda er dobbelt – noget du måske også bemærkede i to andre omslag længere oppe.
Omslagene ligner hinanden så meget, at man skulle tro, at det var samme forfatter. Det er de ikke, men de er dog fra samme forlag, skrifttypen er den samme og det er Alette Berthelsen der står bag dem begge.
Den sidste gruppe omslag er langt mere detaljerede og malede end de andre jeg har vist her, men de er alle tre så gode, at jeg bliver nødt til at tage dem med.
Igen ser vi Thit Thyrrings stil på Kvinde kend din historie, et omslag som en hel generation kommer til at vokse op med som et ikonisk omslag, for bogen er allerede solgt i tre oplag. (Hold desuden øje med Thyrring, det bliver langt fra den sidste bog vi ser med hendes streger på).
Alette Berthelsen står bag Malene Ravns Hvor lyset er og til sidst har vi Når omvejen kalder af Anne Værgman – hvem der har tegnet, har jeg ikke kunne finde ud af, men godt, det er det.
