Med lysende tandpastasmil kigger de med insisterende øjenkontakt på dig fra lygtepælenes top. Kommunalvalgskandidaterne. Nydelige mennesker i nydeligt tøj der gør deres bedste for at se troværdige og pålidelige ud. De fleste ligner hinanden til forveksling. Og dog. Velkommen til valgplakatsbonanza 2021.

Kommunalvalget står for døren og jeg har glædet mig i fire år til at se nærmere på, hvordan nærdemokratiets visuelle tendenser ser ud i 2021. Kan de slå plakaterne fra kommunalvalget i 2017?

Vi skal forbi heltemodige sygeplejersker, ekspressionistisk kunst, bare maver og sjove hatte. Ikke alt sammen lige kønt, men det er demokrati!

Crowsourcede fotos

Uden hjælpsomme mennesker på sociale medier, ville der ikke været nogle billeder i denne artikel. Jeg har bladret ca 450 billeder igennem de seneste par uger, og har forsøgt at holde styr på alle der har sendt, men det er helt sikkert smuttet et par steder. Skriv til mig, hvis jeg mangler at kreditere dit foto!

En helt særlig tak skal lyde til mine to freelancekollegaer, illustratorerne Rikke Winkler Nilsson og Stefan Lægaard som har cyklet København tynd for at tage fotos.

Jeg forsøger at at være lige kritisk over for alle partier, og plakatskabere. (Inklusiv mig selv, fordi – tadaa! – jeg har i år lavet min allerførste valgplakat).

Så har vi det på plads.

Har du kaffen klar?

Vi starter på den yderste venstrefløj med Enhedslisten.

Kedelige illustrationer

Den yderste venstrefløj har en lang og gloværdig historie med tegnede propagandaplakater, en arv som Enhedslisten i København har valgt at forvalte ved ... at ignorere den.

Plakaterne prydes af en flad vignet der skal matche teksten. Hvor plakatkunstnere før i tiden brugte symbolik på mesterlig facon, har Enhedslisten valgt at tage en sikrere vej. Det er ellers oplagt at bruge illustration til at vise den drøm, den vision man har som parti. Et sæt åbne vinduer er et tamt symbol på billige boliger.

Enhedslistens illustrerede valgplakater
Foto: Stefan Lægaard, Rikke Winkler Nilsson

Vignetterne er tegnet (tracet) efter et foto, en løsning som stort set aldrig fungerer. Tracede illustrationer bliver stive og upersonlige og mangler det liv, et foto har. En tegner tager stilling til, hvilke dele af motivet der skal fremhæves og hvilke der skal skjules, så budskabet står knivskarpt. Se bare de plakater her.

Enhedslisten har dog givet den gas og har mange forskellige linjer af plakater i København. De har fx hyret illustrator Rikke Winkler Nilsson (ja, det er hende jeg linker til i indledningen) til at tegne illustrationer til plakaterne herunder.

Nilsson bruger dygtigt illustratorens virkemidler og fortolker budskaberne. Fx findes der ikke så små babyer, men en tegnet valgplakat skal ikke være realistisk, den skal være symbolsk.

Tekstforfatterne er desværre forfaldet til meget lange sætninger, som derfor står ret småt. Enhedslistens skrifttype er svær at læse, når den står småt og tæt, som den fx gør på den yderst til højre.

Man har også sat både partibogstav og partinavn utrolig stort – unødvendigt stort. Når man laver logoet så stort, kommer det til at virke som om, man ikke har tillid til hverken sin egen kommunikation eller modtageren. Det er Enhedslistens skrift, deres farvepalette – selvfølgelig er det nok med partibogstavet. Større illustrationer og mindre tekst havde givet plakaterne mere gennemslagskraft.

Enhedslistens plakater af Rikke Winkler Nilsson
Fotos: Rikke Winkler Nilsson, Jonas Kold

Alle Enhedslistens plakatlinjer er bundet sammen af farvepalette og typografi, men det samlede indtryk bliver rodet og inkonsekvent, fordi samme budskab leveres på flere forskellige måder. Der er fx fire plakater der alle handler om sundhedsvæsenet. Skal man levere politisk kommunikation skal man vælge ét slagkraftigt slogan og gentage det igen og igen.

I denne linje ser vi den mest vellykkede brug af Enhedslistens skrifttype, som ellers er en underlig størrelse. Her bliver den brugt så dens fortrin bliver tydeligere. Store, fede typer, sat tæt, i korte ord.

Enhedslistens plakater til kommunalvalg med stor typografi
Foto: Stefan Lægaard

Disse plakater er levende og varieret layoutet og uden det skabelonpræg der kendetegner de to andre linjer. Her har man leget med skriftens placering, farver på bogstaverne og ladet illustrationerne bløde den stive skrift op.

Vild og flad natur

Fra hovedstaden tager vi et smut ud i den vilde natur, hvor Enhedslisten har fået kunstner Thomas Kruse (han designede Enhedslisten i Aarhus’ plakater i 2017) til at begå en utrolig vellykket valgplakat. Typografi, farver og æstetik går op i en højere enhed med budskabet om en vildere natur. Det er en illustration så godt udført, at den kan fungere som dekorativ plakat i egen ret.

Nu til ananas i egen juice: Køgekandidaten Jonas Bjørn Whitehorns plakat er nemlig tegnet af mig, så jeg kan berette, at den er inspireret af amerikanske naturparksplakater i stil og farvepalette.

Whitehorn har justeret lidt på designet, fuglen i toppen var noget mindre på originalen. Det hjælper at den er større, men den er måske blevet lidt for stor. Men … nok mere effektiv, må jeg indrømme.

I betragtning af, hvor meget det her valg burde handle om grøn omstilling, er der forbavsende få plakater der har naturen som tema.

Valgplakater med natur
Foto: Fra kandidaterne selv

Når man bare elsker kultur meget

Kandidater der stiller op med kultur som mærkesag har en særlig mulighed for at bruge kunsten på plakaten.

Yasser Ghanbari (SF) stiller op i København med en eklektiske plakatrække med ekspressionistiske malerier på. Der er ikke sparet på noget, fra voldsomme penselstrøg, til tung farvepalette til overdramatiske symboler.

Plakaterne er malet af Bandit Graphics, et københavnsk kunstnerkollektiv. Stilistisk er malerierne langt fra skandinavisk plakatkunst, men ikke desto mindre er de ekstremt iøjenfaldende. Ghanbaris navn er sat med en fyldfarve og outline, et typografisk stiltræk de minimalistiske skandinaver hellere vil dø for end at bruge, men som man ofte ser i mellemøstligt grafisk design.

Yasser Ghanbaris valgplakater til kommunalvalg 2021
Foto: Kirsten Marie Øveraas, Rikke Winkler Nilsson, @mortendk

Ved du hvordan Ghanbari ser ud?

Sådan her.

Yasser Ghanbari
Foto: @mortendk

Plakaten er sat op efter SFs faste skabelon, som ikke lader kandidaten skille sig ud, så plakaterne med malerier gør meget for at fortælle, hvilken slags kandidat Ghanbari er. De fortæller noget om Ghanbaris indre gløde for kunsten og kulturen på Nørrebro, som han også giver udtryk for på Facebook.

I Aarhus er der også knald på farverne, bare ingen symbolik. Steen Bording Andersen (S) har også taget fat i en lokal kunstner ved navn Peder Stougaard.

»Jeg har haft lyst til at tage chancen. Jeg står for kultur og den kreative udvikling i den her by, og det må plakaten gerne afspejle.”, siger kandidaten til Lokalavisen Aarhus.

Typografien lader dog meget tilbage at ønske. Den står pænt, høfligt og næsten usynligt op mod de vilde farver. Det er synd, for de havde sagtens kunne bære vildere typografi.

Steen Bording Andersen
Fotos: Kandidatens Facebook-side

Kandidater kan klatmale

I Ikast-Brande har Fælleslisten være på workshop hos tre lokale kunstnere og det er der kommet et … farverigt og utraditionelt resultatet ud af.

Den kunstneriske kvalitet kan diskuteres, men man tvivler ikke på, at listen støtter kulturen og gerne vil forandring. Den slags happenings ser man oftere ved kommunalvalg end folketingsvalg og det viser, hvordan lokalpolitikere i langt højere grad er bundet op på et lokalt samfund og hvordan de kender deres by.

Fælleslisten i Ikast-Brande valgplakater
Fotos: Partiets Facebook-side

Et inderligt malet portræt

Sofia Osmani (C) har fået malet et portræt, nok af Jeppe Eisner, der også malede hende i 2017. Kandidaten drukner lidt i eventyrskoven, men selvtilliden fejler ikke noget: Fornavnet er åbenbart nok.

Kristian Stride (A) fra Silkeborg har også skruet op for effekterne. Det er næppe tilfældigt, at hans navn står på skråt, ligesom på den ikoniske Stauning-plakat. Stride kigger dog den modsatte vej, men skægget er Staunings stridigt.

De to kandidater er kendte i deres område, og som gammel i gårde kan man netop lege med udtrykket, fordi borgerne kender både ens navn og ansigt.

Foto: Anders Houlberg-Nielsen og Kristian Risager Larsen

Et femistisk (selv)portræt

Signe Bekker Dhiman (A) fra Aabenraa har selv grebet malerpenslen og refererer til to kendte plakater. Typografien er Staunings (socialdemokrater kan ikke sætte deres navn på skrå i venstre hjørne af en valgplakat uden at referere Stauning).

Den anden er selvfølgelig J. Howard Millers kendte plakat fra 1943 som blev lavet som en intern kampagne for at få kvindelige fabriksarbejdere til at arbejde hårdere. Siden 1980’erne er den blevet brugt som et feministisk symbol. Det er en tung reference at bruge på en valgplakat, så Dihman har lidt at leve op til.

Foto: Kandidaten selv

Færre detaljer, mere gennemslagskraft

SF i Hjørring har fået Robin Haslund Buch til at portrættere hele flokken med digitale portrætter i en håndtegnet streg. Buch har nok også tegnet ovenpå fotos, men han skjuler det bedre end Marcus Vesterager (S) som igen i år har et tegnet portræt, som meget tydeligt er tegnet af efter et foto.

At dømme efter skrifttypen, skal Vesteragers plakat ligne 60’ernes eminente plakatkunst. Det er en farlige vej at tage, når man ikke hyrer en rigtig plakattegner.

Det er ikke alle tegnere der kan tegne plakater. Det er svært, folkens.

Se bare Arnoldi. Han får det til at se nemt ud – men det er det ikke.

Vesteragers plakat er proppet med symboler, som man netop brugte meget på datidens plakater, men illustrationen er en uskøn blanding af tracede fotos og upersonlige, flade figurer og helhedsindtrykket er rodet.

Rune Robert Friis (A) og Jan Mathisen ( R) bruger også tegnede portrætter. Her skinner illustratorens egen stil dog tydeligere igennem, og der er taget bevidste, stilistiske valg. Her har vi en skarpere håndværker ved roret. Friis' plakat er tegnet af Anna Bothmann og Mathiesens er tegnet af kommunisternes faste illustrator (som jeg ikke kan finde navnet på – anyone?).

Deres enkelthed og få farver gør plakaterne mere plakatagtige og bedre kandidater til en ikonisk plakat end de to øverste.

Foto: Kandidatenss FB-side, Rikke Winkler Nilsson, Sally Schmidt, Stefan Lægaard

Højrefløjen elsker karikaturer

Karikaturer er en klassiker på nyere tids valgplakater. Historisk set hører de dog mere hjemme på filmplakater end på politiske plakater.

Det er en balancegang at bruge en karikatur da det jo er et værktøj avistegnere bruger til at spidde politikere og deres fejl – ikke på at tale dem op.

Karikaturen kan, ligesom anden illustration, bruges til at fremhæve emner eller temaer som et foto har svært ved at vise. Det havde ikke haft den samme effekt hvis Larsen havde klædt sig ud som superman på et foto, som tegningen af ham har. Hans plakat er også den eneste der har gennemført tegneseriestilen og også lavet tegneserietypografi. De tre andre kandidater spiller sikkert og bruger partiernes layoutskabeloner.

Foto: Stefan Lægaard og kandidaternes Facebook-sider

Har du bemærket en anden tendens?

Det er klart en venstrefløjsting at bruge illustrationer på valgplakaterne. Højrefløjen kan til nød svinge sig op til en karikatur men vildere bliver det ikke – ikke engang til kommunalvalget, som ellers er her, partierne for alvor slår sig løs.

Vi stemmer på en helt

Sygeplejerskernes status som hverdagens helte har nået uanede højder efter coronapandemien. Det er derfor ikke underligt, at kandidater der arbejder som sygeplejersker, bruger det i valgkampen. Jacob Rosenberg (C) bruger endda sloganet: "Stem på lægen".

Kandidaterne kan sikkert hente stemmer fra andre sundhedsprofessionelle og at bruge sin profession på valgplakaten er en tendens i år, siger eksperter.

”Vi synes alle, at læger, brandmænd og sygeplejersker er gode til at hjælpe os, når vi er i nød, og derfor kan det psykologisk set have den effekt, at vi synes bedre om kandidater med de jobtitler og dermed er mere tilbøjelige til at stemme på dem,” forklarer lektor Niels Nørgaard Kristensen til DR..

De stiller da også stort set allesammen op som regionsrådskandidater, som står for sygehusene.

Foto: Stefan Lægaard, Linda Bisp, kandidaternes Facebook-sider, Rikke Winkler Nilsson

Apropos tendenser, så bemærk hvor mange henholdvis kvinder og mænd der er på plakaterne i denne artikel. Udvalget af plakater baserer sig på, hvad der er kommet min vej de sidste par uger, men ...

Der er mange flere mænd.

Og mændene er oftere klædt ud. Bruger tilbehør. Laver sjove koncepter. Er helt ok med at skille sig ud.

Den ene kategori hvor kvinderne er stærkt repræsenteret har du lige læst: Der hvor de kan slå på deres faglighed i en uniform.

Alle elsker en mand i uniform

Højrefløjen er gladere for uniformer end tegninger.

Her er både en undtagelse og en der bekræfter reglen!

Hunden har solbriller på.

Der er ikke mere at tilføje.

Foto: Trine-Maria Kristensen, kandidatens Facebook-side

Kandidater klæder sig ud

Hvad gør de så, de borgerlige, når de nu ikke bruger illustrationer?

De klæder sig ud.

Hvis du ser bort fra kommunismens kriger i venstre hjørne, så kan vi her se, hvordan man fra midten og til højre gerne vil vise sig selv som en superhelt. En fighter. En hemmelig agent.

Allon Sørensen (Å) fra Furesø har taget den store risiko det er, at undlade sit fornavn, for at føre konceptet igennem – ikke helt ufarligt. Point for skriftvalg som ser ud til at mime Tomorrow Never Dies. Dog er det svært at se sammnehængen mellem en agentfigur som tiden er ved at løbe fra, og kampen for klimaet.

To kandidater fra Liberal Alliance, H.P. Beck og Solbjørg Jakobsen, fremstiller sig selv som bokser og som superhelt. Becks er den der mest ligner en valgplakat og holder farver og layout fra LAs plakatlinje.

Jakobsens er væsentlig mindre vellykket. Plakaten afviger ret meget fra LAs designskabeloner, hun bruger et engelsk slogan og hendes navn er bittelille. Plakaten ligner coveret på en dårlig actionfilm. Sammenlign med Sørensens agent-plakat som stadig sprogligt forklarer, at det er en valgplakat man kigger på.

Foto: Anna Magnussen, Kandidaternes Facebook-sider

Thomas Worm Larsen (V) har fået sin karikatur tegnet af den lokale grafiker Jeppe Nedergaard, og fortæller til Sønderborg Nyt: ” “Jeg er tegnet som en supermand og for mig handler det om, at det at være i Byrådet faktisk kræver, man er lidt af en Supermand. De fleste af os har jo et arbejde ved siden af.”

Lad os lige dvæle ved Larsens ord, for han har ret.

Hver tredje byrådsmedlem oplever chikane, og vi taler her om mennesker der bruger rigtig meget af deres fritid på at hjælpe alle os andre.

Så husk: Tal pænt. Også til dem du ikke er enige med.

Sporty borgerlige

Højrefløjens kvinder har en anden taktik: De viser, at de er aktive sportsfolk eller støtter det lokale sportshold. Hvis man laver den slags stunts, bør man dog mene det ærligt.

Louise Louring (V) og Almaz Mengesha (V) har dog haft en smule problemer med at svare på basale spørgsmål om AGF. Lånte fjer er ikke en god idé.

De to venstrekvinder har i det mindste italesat deres outfit på plakaten og bruger det også som argument for, hvorfor man skal stemme på dem.

Mette Qwinten (DF) lader dig selv om at gætte. Kunne hun ikke have svunget sig op til enelleranden sportsmetafor?

Fotos: Jonas Kold, kandidaternes Facebook-sider

Skæg, hat og blå briller

Skæg er moderne, også på kandidater. Fun fact: Rolf Bjerre stillede op for Alternativet til kommunalvalget 2017. (Nogen der kan forklare fællesnævnerne mellem Alternativet og KD, for de ligger ikke lige for).

Ole Birk Olesens plakat er den skabelon LA bruger i København, og den er elegant, klassisk og veludført. Jakkesætsblå og signetringuld krydret med en klassisk antikva, oser af luksus og økonomisk velstand.

KDs plakatlinje er også ret veludførte. Bjerres plakat er sat i deres skabelon og alle bruger det gennemgående slogan: "Det gode liv".

Bemærk hvordan både KD og LA har tillid nok til deres plakatlayout til at lave et mellemstort partibogstav/logo – modsat Enhedslistens utrolig larmende, store bokse.

Fotos: Stefan Lægaard

Fra skæg til hat, et accessory der pryder adskillige plakater i år.

Thor Temte (S) fra Næstved kipper med stråhatten (og er desuden iført en t-shirt med byen hvor han stiller op). Resten af Socialdemokratiet i Næstved har sort baggrund på deres valgplakater, men ikke Thor, som kører sin helt egen stil.

Bob Richard Nielsen (DF) har en holdning til hovedbeklædning på jobbet (man fristes til at grynte: "Har paven en sjov hat") og Bjarne Holm (Æ) har skurebørster som epauletter (ja, du læste rigtigt. Skurebørster. Nej, ingen ved hvorfor).

Fotos: Jens Nielsen, kandidaternes Facebook-sider

Hvordan overgår man lige det? Jo, man ifører sig cowboyhat og solbriller, som DFs Chris Veber, der stiller op i Guldborgsund. Veber har dog en forklaring. Han er nemlig countrymusiker og linedancer, så folk kan bedre genkende ham med hat.

Gad vide, om Veber har tænkt over, hvad hans skrifttype signalerer? Den ligner en didone-skrift som har fået skåret serifferne af. Lige denne type skrifter, slanke, med høj kontrast mellem tyk og tynd, er noget af det mest elegante man kan opdrive. Den slags skrifter bliver tit brugt i reklamer for parfume på sort/hvide fotos.

Man må give Veber at han har nøjagtig samme cool attitude som en hvilken som helst Calvin Klein-model.

Fotos: Kandidaternes Facebook-side

Kasper Nordborg Kiær (SF) skulle nok have brugt lidt mere tid på at hitte ud af hvilke mærkesager han har, fremfor at feste og lege med emojis på Snapchat.

Vi har lige set på en række plakater af karikaturer og de fremstod mere seriøst end Kiærs plakat.

Og nu fik Kiær lige skældud for ikke at tage det seriøst nok.

Meeeen ...

Det tager jeg i mig igen.

Theis Bach Nielsen fra Viborg er en af de få i landet der stiller op med én person på listen. Nielsen ejer det lokale vandhul Ølluminati og mener faktisk sit kandidatur helt alvorligt.

Jojo, det siger han.

Foto: Kandidatens Facebook-side

Form følger ikke altid funktion

Man kan også ændre formen på valgplakaten eller lege med layoutet, som her med cirkler og afrundede hjørner. Det giver en god formkontrast til plakatens firkant. Det er bare synd at Maria Nørgaard Andersen (G) og Tommi Raalind (L) ikke har kunne modstå fristelsen til at bruge rigtig meget tekst og typograferet det på overraskende mange måder.

Den mest effektive her er Niels E. Bjerrums stakitformede fuckfinger til byggerier på Københavns havnefront. Bjerrums plakater er generelt ret stilsikre, omend de havde haft godt af lidt typografisk variation.

Det er ikke nødvendigt at sætte ALT TEKST MED STORE BOGSTAVER BARE FORDI DET ER EN VALGPLAKAT.

Fotos: Anders Houlberg-Nielsen, Rikke Winkler Nilsson kandidaten selv

En anden måde at ændre formen på plakaterne på er, at sætte flere ovenpå hinanden.

Claus Skjoldborg (S) fra Odense er en af af de få der har lavet plakater der interagerer med omgivelserne, og det giver point på idékontoen. Han har desuden gjort sig bemærket med en lysreklame på Rådhuspladsen, hvor han opfordrede københavnerne til at flytte til Odense for at stemme på ham.

Skjoldborg Jakob Kjærsgaard (DF) skal også have ros for at have et slogan der hænger sammen med plakatens format. Man skulle dog tro, at det havde været muligt at få plads til teksten, når man har dobbelt så meget plads, uden at skulle lave den der besynderlige spejling af hans ben.

Lars Ber Andersen (LA) har ingen anden ide med sine plakater end at fylde meget i gadebillet. Skal man lave en utraditionel plakat bør man også have en grund til det.

Foto: Kirsten Marie Øveraas, fundet på nettet

Den mest enestående ændring af valgplakatens udseende må dog tilfalde Alternativet i Helsingør der har begået det her gartnertekniske svendestykke.

Der må godt måbes, det her er ret imponerende.

Foto: Alternativets Twitter

Jo flere, jo bedre

En anden måde at udfordre valgplakatens faste layout på er, at putte flere folk ind på plakaten.

Det er ikke engang en vits, at det kun er venstrefløjen der giver sig af med at dele pladsen med flere – umiddelbart er der ingen borgerlige der vil dele plakatramme med andre end sig selv.

Enhedslisten bruger idéen ganske effektivt. Sloganet #pladstildig fungerer faktisk ikke, hvis der ikke er flere personer på plakaten. De kunne dog have vundet gadebilledet, ved at få taget utraditionelle fotos, hvor kandidaterne var klemt ind, havde udbredte arme eller på anden måde signalerede, at man faktisk var velkommen. Her forpasser de (endnu) en chance.

Fotos: bl.a. Stefan Lægaard, Rikke Winkler Nilsson, Daniel Panduro

Men børnene, hva’ med børnene!

Hvad med børn! Børn er altid søde! I 2017 havde mange kandidater deres dyr med på plakaten, i år er der en tendens med at bruge de kære små som blikfang.

Bekymrede børn der krammer dyr. Uskyldige børn på asfalten. Smilende studerende der støtter mor. Og sidst: Den bekymrede mor. Et stærkt billede der vækker følelser!

Det mest genkendelige ved Veganerpartiets plakater er den limegrønne farve og vignetten med et blad, der gerne går igen. Overordnet set er de fleste plakater ligeså rodede som denne her.

At man bør stemme kvinder ind i byrådet alene fordi de er kvinder har en underliggende, reaktionær slagside. At kvinder har nogle særlige kompetencer for omsorg, pleje og sundhed var nogle af de argumenter forkæmperne brugte til at få skaffet kvinder stemmeret til kommunalvalg tilbage i 1908.

Det er lidt beskæmmende, at der er kvindelige kandidater der i dag bruger: "Jeg er mor" som argument for at være kompetent politiker.

Foto: bl.a. Stefan Lægaard, fundet på nettet

Vil man ikke bruge børns krop som politisk værktøj kan man dog stadig bruge deres kreativitet.

Merete Due (B) fra Kolding har lånt fra børnetegningens æstetik (det ligner, at det er en voksen der har tegnet den. Et typisk tegn på ”voksen tegner som et barn” er det omvendte S).

I Middelfart har lokallisten Tværpolitisk Anstændighed ladet seksårige Sally Nyhus dekorere plakaterne. Hun har tegnet hvad hun synes en kommune skal indeholde.

Sallys udgave af en kommune ser både rummelig og hyggelig ud. Lad os håbe, at Sally fortsætter sin tegnekarriere og nytænker valgplakaten om et kommunalvalg eller to.

Ikast-Brandes Fælleslisten har ikke kun selv været i gang med at male på valgplakater (se længere oppe), de har også inviteret byens yngre borgere til at være med.

Der er rigtig langt fra amatørstreger til en effektiv, veludført valgplakat, men måske de kører den hjem på charmen.

Fotos: Kandidaternes Facebook-sider

Hvorfor ændre noget der virker

Alternativet i Købehavn benytter sig af deres snart velkendte farvepalette sammen med slogans der kort og kontant fortæller hvad de står for. (Nej, jeg ikke hvad der er gået galt for tegnsætningen på den første).

Bemærk at den grønne streg er forskellig på alle seks plakater, en fiks, grafisk detalje. Det er svært at finde noget at udsætte på det grafiske, andet end at plakaterne ligner hinanden helt enormt.

Har man læst ét budskab så tuner man nok ud på alle de andre, fordi de ligner hinanden for meget.

Her savner vi modige, opfindsomme idéer som HÅB-plakaten fra kommunalvalget i 2017.

Fotos: Stefan Lægaard, Rikke Winkler Nilsson

Vi er faktisk almindelige mennesker

Fra hidsig grøn over til konservatives bundsolide flaskegrønne. Konservatives portrætter er (stort set) altid taget på en grøn, naturlignende baggrund, og konservative på Frederiksberg er ingen undtagelse.

Har man ikke lige har fanget at de er pro-natur, er der også grøftekants-blomster i hjørnet.

Konservative har fået den idé at putte en jobtitel og et tillægsord på deres plakater, hvilket strategikonsulent Jacob Holst Mouritzen bifalder: ” Hvis der eksempelvis står "gamer" i stedet for bare et navn, lyder han pludselig som en, man gerne vil drikke øl med, og som går op i unge og spiller computer.”

Tricket er, ligesom at stille op i uniform, en ny tendens i år, hvor kandidaterne fremstår som mere end bare et ansigt på en plakat. Ligesom med kandidaterne i sygeplejeuniform forsøger man her at styrke kandidaternes ethos, deres personlige integritet og troværdighed, ved at spille på følelser.

Fotos: Sandie Westh, Rikke Winkler Nilsson

Plakater i stime, der alle kan rime

Københavns Heidi Wang er glad for rim og kører igen med: ”Mindre tvang, mere Wang”. I år har hun udvidet med et nyt slogan der nok tolkes forskelligt alt efter hvilken generation man tilhører. De unge woke typer ser internaliseret racisme, boomerne synes det er totalt god humor. Vi antager, at Wang kender sin målgruppe. Wang har desuden også skrevet en valgsang på vestjysk.

Fotos: Anders Hemmingsen

En anden kandidat der forstå at bruge sit navn på rim er Kim Kabelka (S) der stiller op i Haderslev.

Det gør dog fysisk ondt at se på det alt for store mellemrum mellem de tre A'er og bogstavet før. Det er unødvendigt.

Av.

Foto: Kamilla Vinther

I den anden ende af landet prøver Liberal Alliance i Næstved også med rim. For dem der ikke lige følger med i politiske skærmydsler i Næver, så var der i 2017 et større tabernakel over, at kommunen ville begynde at opvarme fodboldbanen.

Den varme bane plakaterne omtaler, var et krav fra DBU, hvis nu Næstved skulle rykke op i superligaen.

Spoileralert: They didn’t.

Men at sagen er gammel skal da ikke stoppe LA og deres gode ordspil.

Fotos:  Malene Hald og Jonas Kold

Vi kan faktisk  … ikke finde på et godt slogan

Fra slogans der giver mening til slogans der godt kunne bruge lidt arbejde.

Christa Kjær (C) har en interessant kombi mellem sød, midaldrende dame og lettere truende slogan.

Det står i skarp kontrast til fremadlænende Henrik Appel (A) som glemmer at demonstrere hvad hans seriøse svar så går ud på.

Men hvor man savner svar fra Appel, kan man godt undvære at vide, hvad det er Michael Suhr (C) egentlig render rundt og laver (og så Konservative, går de ikke op i lov og orden?)

Fotos: Sandie Westh, Malene Hald og ukendt

Typografisk hot ... or not

Klimapartiet Momentum har håndskrevet kandidatens navn og deres logo ligner et stencil. Point for håndværket og kreativiteten, menee den dommedagslignende stil kombineret med Groths smilende ansigt er ... kontrastfyldt. I mangel af bedre ord.

Fotos. Rikke Winkler Nilsson

En anden brug af typografi ser vi her på Jonas Bjørn Jensens (S) valgplakat, som begår en mængde typografiske forbrydelser. I den lette ende er absurd orddeling, hvor han trumfer med en forbrydelse af de værste: ”afstand mellem bogstaverne så linjerne passer”. Begge dele er synlige tegn på en urutineret grafiker. (På DMJX udløser det rap med linealen at mishandle bogstaver så groft).

Foto: Rikke Winkler Nilsson

Selvsamme Jensen havde ved kommunalvalget i 2017 en plakat med en masse tegnede cykler på som skilte sig ud i gadebilledet og nedenstående plakat fra Socialdemokratiet i Odense ligner ved første øjekast den samme plakat! Men det er kun idéen der er genbrugt, illustrationerne er nye.

Foto: Mark Buskbjerg

S i Odense er en af de lokale partiforeninger der må have hyret et designbureau til at udfærdige en decideret identitet. Farverne er creme og støvet grøn kombineret med skriften Recoleta.

Recoleta er inspireret af 70’ernes skrifttyper, så S gør sig kraftige anstrengelser for at ligne noget fra før verden gik af lave. Borgmester Rahbæk Juhl benyttede sig også i 2017 af illustrationer der skulle ligne noget fra hedengangne tider.

Farver og skrift minder desuden en hel del om titelskiltene fra Matador. Om det er en god idé at referere til bankdirektør Varnæs, og især hans lillebrors fejlslagne politiske karriere, lader vi stå hen til fortolkning – men nydelige er de.

Med dette veldesignede, næsten for polerede afslutningsnummer, går vi nu til ekstranumrene.

Riprap-rup-effekten

Der er altid kandidater der skiller sig ud, som ikke ligner nogen andre, og ikke er til at sætte i bås.

Her er Jens, Jens og Jens som udstråler hver deres helt forskellige, unikke personlighed og variation over Venstres politik, at man ….

Fotos: Fundet på nettet

… nej vent.

Det var ikke den vi skulle se på.

Og det billede er slet ikke en kommentar til, at mænd har det med at vælge nogen der ligner en selv til magtfulde poster.

Kun 16 ud af 98 borgmestre er forresten kvinder.

Men … hvorfor?

Regitze Harslund Sancoeur har medbragt cykel, solnedgang og en positur der får hende til at ligne heltinden i en musical fra 50’erne, Gert Jørgensen tilbyder dig en bid af æblet (vi springer elegant henover nogen form for kristen analyse her), Piet Papageorge er blevet klippet og Gustav Aakerlund har iført sig et guldslips der indkapsler LAs økonomiske politik i én beklædningsgenstand.

Der er langt fra Ole Birk Olesens distingverede velklædthed til Aakerlunds smørfransede opkomlingelook.

Plakatdesignet er ellers stort set det samme.

Fotos: Malene Hald, Sissel Bjerrum Fossat og fundet på nettet

Malte Jäger smider tøjet for at få opmærksomhed, ikke for at for at gafle kvindelige stemmer.

Han går nemlig til valg på "mere frihed" og skulle måske have tænkt over, at det ligner han har håndjern på, og at han har klippet sine ben af. Han kan ikke engang undslippe sin egen plakat.

At den mest direkte Stauning-kopi i år skulle være fra en DF’er havde ingen vist gættet. Viceborgmester Søren Rasmussen (DF) stiller op i Kolding Kommune og går efter guldkæden denne gang.

Det er svært ikke at smile lidt over, at skriften der er valgt til "kaos" er den slags man bruger i en børnebog, hvor Staunings var rå i kanterne og lånte lidt fra horrorfilmsskrifter.

Fotos: Kandidatens Facebook-side og fundet på Facebook

Demokratiet lever!

Uanset hvad du mener om valgplakater så husk at de er tegn på, at Danmark er et demokrati.

Valgplakaterne i lygtepælene er startskuddet på, at vi alle sammen i fællesskab finder ud af, hvem der skal påvirke vores hverdag, og det folkens, er faktisk ganske smukt.

Hvis du er en af dem der mener, at valgplakater ikke påvirker dig, skal du vide, at kandidater med valgplakater får flere stemmer end dem uden.

(Og hvis du seriøst mener, at du ikke bliver påvirket af visuel kommunikation i gadebilledet, så undlad venligst at køre bil, da du vel så heller ikke bliver påvirket af gadeskilte).

Til alle andre: Smid Rick Astley på.

Godt valg derude!

Foto: Ukendt. Fundet på det store internet.